Vi bruger vores hænder til så meget, men særlig sjovt bliver det, når vi kan lave kunst med hænderne.
I Hinnerup Billedskole har temaet "TI" været omdrejningspunktet for børnenes billedarbejder. Vi har arbejdet med forskellige teknikker og på forskellige måder. På hold 6 har vi blandt andet udviklet tryk af vores hænder til at blive tigere.
Vil du gerne vide mere om selve processen for billedfremstillingen, kan du se se trin for trin billeder og læse om processen her: Ti fingre bliver til to tigere
Nyd børnenes tigerbilleder, de er så skønne på hver sin måde.
Anvendte Materialer:- Kraftig hvid papir - A3 format
- Blå malertape
- Akrylmaling i farverne grøn, blå, orange og hvid
- Bobbelplast
- Hjemmelavede stempler (Træklods med snor viklet om)
- Sorte Poscha tuscher
- Sort isoleringstape
Når temaet er "TI", kan man virkelig finde på mange sjove måder, hvorpå ordet, bogstaverne eller tallet ti kan indgå i billedproduktioner.
På hold 4 har vi blandt andet malet tigere med inspiration fra Uffe Christoffersens flotte værker med tigere.
Børnene startede med at se på billeder af tigere både fra naturens verden og fra kunstens verden. Bagefter tegnede de skitser af tigere. Det blev til mange tigerskitser tegnet fra forskellige synsvinkler.Herefter fik børnene udleveret et lærred, som de tegnede deres yndlingsskitse op på med blyant. Næste skridt var at vælge farvepalet. Det skulle være en farvepalet med klang og en farvepalet, der ikke var identisk med en almindelig tiger-farvepalet. Herefter gik børnene i gang med at male deres tigere. Den særlige udfordring var at finde ud af, hvordan striberne og pelsen skulle males, ligesom det også var en udfordring, at skabe lys og skygger, men resultaterne er blevet så flotte, og jeg er stolt af de seje piger på holdet.Sådan ser flotte, farverige tigere ud.
Anvendte materialer:- Karduspapir
- Lærreder
- Akrylmaling
- Billeder af tigere til inspiration
Hos Hinnerup Billedskole holder vi af at skabe glæde gennem kunstneriske processer. Vi vægter at give plads til at eksperimentere, lege, undersøge og udtrykke os gennem mange forskellige former for billeder.
I denne sæson har vi temaet "Ti". Det er et sjovt tema, der sætter fantasien i sving på en anderledes måde - nye idéer og tilgange til det billedskabende arbejde opstår. Vi har valgt temaet, fordi Hinnerup Billedskole i år fylder 10 år, og det skal naturligvis fejres med mange finurlige, skønne, skæve, sjove og humørvækkende børneværker.
Jeg har kaldt dette lille forløb: "Ti fingre - to tigre". Titlen er en "leg" med temaet "Ti" og bogstaverne t og i.
Skulle I have lyst til at arbejde med dette i billedkunstundervisningen i folkeskolen, kan I sidst i mit indlæg se, hvilke mål I kan tilgodse.
Om den konkrete billedfremstilling - fra proces til færdigt produkt.
Jeg starter med at tape papiret godt fast på bordet, så det ikke flytter sig. At papiret fæstnes med tape, har to formål. Ét, papiret flytter sig ikke, når jeg maler himlen og marken.To, når jeg fjerner tapen, er der en kant, der danner en ramme rundt om billedet. Det er godt at være opmærksom på, at tapen monteres parallelt med papirets kant. På den måde bliver rammen ens hele vejen rundt om billedet.
Bagefter maler jeg himlen og marken. det gør jeg med den bløde side af en køkkensvamp. Når det er tørt, laver jeg tryk på himlen med bobbelplast og tryk på marken med mit hjemmelavede stempel lavet af en træklods og garn.
Herefter piller jeg tapen af og vender billedet på hovedet, og jeg laver tryk af begge mine hænder på baggrunden. Bagefter skal billedet tørre. Tørretiden kan man bruge på have samtaler om billeder af tigre. Det kan være fotografier, men det kan også være kunstværker med tigermotiver. Omdrejningspunktet kunne være et fokus på de særlige kendetegn en tiger har.
Så er det tid til at skabe et tigermotiv. Jeg maler ansigtet og ørerne og tegner øjne, snude og striber med sort Posca tusch.
Til sidst laver jeg rammen om billedet. Det gør jeg med den sorte isoleringstape, som jeg klipper små stykker af og taper fast hele vejen rundt i rammen.
Anvendte materialer- Hvidt papir i kraftig kvalitet - A3 format.
- Blå malertape - Den skal være blå, da den ikke hænger fast i papiret.
- Køkkensvampe til at male med.
- Akrylmaling i farverne grøn, blå, orange og hvid.
- Bobbelplast til tryk på himlen.
- Hjemmelavet stempel - træklods med garn viklet omkring - til tryk på marken.
- Posca tusch i farven sort.
- Sort isoleringstape til rammenomkring billedet.
Om målene i forhold til billedkunstundervisningen i folkeskolenDe konkrete færdigheds- og vidensmål er, at eleverne:- lærer at fremstille billeder i flere lag.
- får viden om lagdelt billedopbygning.
- lærer at fremstille billeder med trykteknikker.
- får viden om højtryk og plantryk.