Det er altid sjovt at forberede forløb til børnene i Hinnerup Billedskole, og det er sørme endnu mere interessant, når temaet i dette forår er "Kunsten i bevægelse". Tema giver så mange skønne muligheder og idéer. Det handler bare om at gribe dem og turde føre dem ud i livet.
Denne gang har jeg forberedt et forløb, der handler om "at give en kaffeplet liv". Mit fokus i forløbet er brug af fantasi og grafiske elementer kombineret med tilføjelse af en lille livgivende fortælling og en baggrund a la Jackson Pollock.
Om min forberedelse til forløbet: "Giv en kaffeplet liv".
Jeg starter med at hælde kaffe/te ud på et stykke hvidt kardus, så det kan ligge at tørre, mens jeg laver baggrunden. Det er en god idé at lave flere plette, for så har man noget at vælge imellem.
Derefter går jeg i gang med at lave min baggrund. Baggrunden består af grå kardus, hvor der er limet strimler af avis på. Herefter har jeg limet et stykke brunt bogbind på, og til sidst har jeg med pensel "sprøjtet" brun og kobberfarvet akrylmaling på baggrunden.
Mens baggrunden tørrer arbejder jeg nu videre på min plet. Det tager lidt tid og god fantasi at se mulighederne i pletten, men det hjælper at dreje papiret flere gange. Jeg fandt efter flere forsøg en elg - Kaffeelgen Else.
Elgens konturer tegner jeg op med blyant, og jeg giver den liv ved at tegne - ører, øje, næsebor, mund, tænder og tunge. Nå det er gjort deler jeg mit billede op i "rum". det sker ved at jeg tegner streger.
Så er jeg klar til at arbejde videre med "rummene". De forskellige rum bruger jeg til at tegne grafiske elementer og til at skrive en lille livgivende fortælling.
Det grafiske element er elgens navn, og hun kom til at hedde: Kaffeelgen Else. I det ene rum leger jeg med forskellige måder at skrive navnet på, mens jeg i det andet rum blot skriver de blogbogstaver, som navnet indeholder. I det tredje og sidste rum skriver jeg en lille livgivende fortælling, som lyder således:
"Der var engang en ung dame, som var vild med billedkunst og kaffe. En dag, da hun var kreativ, spildte hun sin kaffe på et stykke papir. Pludselig blev papiret helt magisk og levende, for kaffepletten forvandlede sig til en elg. Således gik det til at Kaffeelgen Else blev født, og faktisk lever hun ganske lykkelig endnu".
Til sidst bliver Kaffeelgen Else monteret på baggrunden, og billedudtrykket er nu færdigt.
- Grå kardus - A3 format.
- Gamle aviser - revet i strimler.
- Brunt bogbind.
- Akryl maling - brun og kobber.
- Hvid kardus - A4 format.
- Tegneblyanter - 4B og 6B.
- Kaffe eller te.
Hvis I har lyst, er I velkommen til at følge linket "Når en kaffeplet får liv - lavet af børnene i Hinnerup Billedskole, så kan I nemlig se børnenes kaffepletter.