I Hinnerup forberedte min kollega Line Frøslev og jeg sommerbilledskole for en flok glade børn, der eksperimenterede med at lave anderledes og skæve trofæer.
Det er en idé, som jeg med glæde gerne deler med mine elever i folkeskolen, og selvfølgelig også jer derude i "internetland".
Formålet for forløbet
I vejledning for faget billedkunst står der blandt andet, at arbejdet med skulptur giver eleverne rige muligheder for at eksperimentere med forskellige redskaber, lære forskellige teknikker og bruge hele sit kropslige erfaringspotentiale i en udforskning af betydninger og i en kreativ skabelse af nye former med nye betydninger.
I dette forløb får eleverne mulighed for at eksperimentere med at skabe et trofæ med en rumlig form i forholdsvis enkle materialer så som pap, avispapir, staniol, malertape, akrylmaling og diverse ting til "pynt". De får gennem den kreative proces mulighed for at skabe trofæer med nye betydninger og fortællinger.
Målene er, at eleverne lærer at:
- opbygge et skelet til et trofæ.
- forme et trofæ ved at bygge det langsomt op af enkelt dele.
- skabe et kreativt trofæ med en implicit fortælling.
Den billedskabende proces - trin for trin
Jeg starter med at bygge trofæets skelet. Jeg tegner trofæets dele op på pap, og klipper det ud, bagefter fæstner jeg delene med malertape.
Da mit trofæ er en snegl, fremstiller jeg også følehorn, øjne og mund. Det gør jeg med staniol og malertape. Til slut giver jeg hele trofæet et lag malertape for at overfladen får et ensartet udtryk.
Herefter er trofæet klar til at få et mere personligt udtryk og sin egen personlige fortælling og til sidst monterer jeg det på en trofæplade, der også har fået et udtryk, der passer til trofæet.
Mit trofæ kom til at hedde Ursula, og hun er nedlagt i min have. Inspirationen til Ursula fik jeg i virkeligheden fra de irriterende dræbersnegle, jeg fandt i min have.
Anvendte materialer
- Pap
- Malertape
- Staniol
- Akrylmaling
- Poscatuscher
- Collagepapir - alt kan bruges
- Diverse ting til pynt - kun fantasien sætter grænser
- Trofæplader udskåret i MDF-plade
- Kontaktlim
Har I lyst til at læse mere om sommerbilledskolen, er i velkommen til at læse denne artikel: Den skal op at hænge som trofæ hjemme.