Showing posts with label 5. årgang. Show all posts
Showing posts with label 5. årgang. Show all posts

Snemand tø


Det er herligt at have en lidt skæv vinkel til motiver og billedfremstillinger. Det vækker opmærsomhed og forundring hos børn og de barnlige voksne.

Denne lille snemand har jeg set i andre udgaver på blandt andet Pinterest. Jeg synes, det er vældig morsomt, at man betragter en tøet snemanden fra fugleperspektiv. Den oplevelse havde jeg lyst til at dele med børnene, for hvem kan ikke grine af en flad snemand?

Jeg har tænkt aktiviteten som en ekstra lille opgave til de hurtige og selvkørende elever. Jeg har derfor ikke fokus på mål i aktiviteten, men på glæden ved at være kreativ.

Sådan laver du en tøet snemand
  • Klip et stykke kvadratisk karton i en farve, du kan lide. Jeg har brugt grå karton.
  • Dup hvid akrylmaling på det grå karton med pensel eller et rundt stempel.
  • Drys sølvglimmer på den hvide akrylmaling, før den er tør. 
  • Klip arme, kost, øjne, næse, mund og hue i farvet karton. Lim delene på den hvide akrylmaling, men på en måde, så det ikke sidder rigtigt. 
  • Tegn sorte streger på gulerodsnæsen.
  • Monter snemandsmotivet på en baggrund, du kan lide. Jeg har valgt et stykke blåt glimmerkarton.
Nu er din tøet snemand færdig.

Materialer jeg har brugt
  • Hvid akrylmaling
  • Sølvglimmer
  • Karton i farverne, grå, sort, brun, hvid og orange.
  • Glimmerkarton

Så er der bare tilbage at sige rigtig god fornøjelse til dig, som har lyst til at give dig i kast med en tøet snemand.

Nip-nap fugl det er cool.


Vi kender den alle sammen. Den lille nip-napper. Vi har foldet, vi har leget, vi har stillet gåder, og vi har brugt utrolig mange timer på den. 

Forleden dag foldede vi også nip-nappere i dansk i forbindelse med arbejde med ordklasser, og midt i den proces, så jeg en af pigerne lege fugl med sin nip-napper. Den oplevelse plantede sig i min hukommelse, og senere på dagen gav mig straks i kast med at skabe en lille cool nip-nap fugl. 

Fuglen er blevet til i et samspil mellem oplevelse og sansning og eksperimenterende billedarbejde og hold da op, hvor er det herligt, at det ikke altid er mål, der styrer den kreative proces.

Jeg har taget billeder af processen fra nip-napper til færdig fugl. I kan se dem herunder.



Jeg starter med at folde en helt klassisk nip-napper af et stykke farvet kvadratisk papir.

Hvis I har brug for en vejledning til foldningen, er det nemt at finde en videovejledning på YouTube ved blot af skrive "Nip napper" i søgefeltet.

Jeg folder min nip-napper ud igen og giver den øjne, øjenlåg, næb, halefjer og fjer på hovedet. Jeg giver den også prikker på kroppen og en snor til at hænge den op i. 



Bagefter vender jeg nip-napperen, så det kun er det ensfarvede papir, jeg kan se, og jeg folder alle fire hjørner ind mod midten. Præcis som jeg ville gøre det med en helt almindelig nip-napper. Til sidst giver jeg nip-napperen en tunge.



Herefter vender jeg jeg nip-napperen igen, så det kun er hale- og hovedfjer, jeg kan se. 


Så folder jeg igen de fire hjørner ind mod midten, og sikke et festfyrværkeri, der kommer ud af det.

Igen vender jeg nip-napperen og her dukker et herligt fugleansigt op.


Til sidst samler jeg nip-napperen til en fugl. En glad og cool nip-napperfugl.



God fornøjelse til jer, som også kunne have lyst til at gå i gang med en nip-napperfugl.

Flydende akvarel - Kontraster, teknikker og kort.


For nylig havde vi emneuge på vores skole. Skolen blev omdannet til et lille minisamfund, hvor alle børn var opdelt i familier, arbejdede sammen i forskellige værksteder og solgte varer/serviceydelser fra værkstederne. Det hele foregik i aldersblandede grupper med børn fra 0. årgang til 6. årgang. En rigtig god og positiv oplevelse.

Jeg havde fornøjelsen at være "chef" for et billedkunstværksted. I værkstedet havde vi fokus  på brugen af flydende akvarel på flere forskellige måder samt fremstilling af postkort, som vi skulle sælge.

De billedkunstfaglige mål med forløbet var, at eleverne:

Færdigheds- og vidensmål efter 2. klasse.
  • fik viden om primær- og sekundærfarver.
  • fik viden om materialers (flydende akvarel + akvarelpapir) anvendelses- og udtryksmuligheder. 
  • fik viden om billeders opbygning og enkle fagord og begreber.
  • kunne tale om billeders opbygning.

Færdigheds- og vidensmål efter 5. klassetrin.
  • fik viden om lagdelt billedopbygning.
  • kunne fremstille billeder i flere lag.
  • fik viden om farvelære, herunder komplementærkontraster.

Til inspiration havde jeg fremstillet fire forskellige postkort. Hvert postkort blev fremstillet i flere lag og flydende akvarel blev anvendt på forskellige måder og på forskelligt papir.

Postkort 1 - Flydende akvarel dryppet på barberskum og klippet i cirkler.







Postkort 2 - Flydende akvarel malet "vådt i vådt",  strøget med groft salt og klippet i kvadrater.







Postkort 3 - Flydende akvarel malet på tykt akvarelpapir, strøget med salt og klippet i mosaikstykker.








Postkort 4 - Flydende akvarel malet oven på mønstre tegnet med oliepasteller.







Brugte materialer:
  • Akvarelpapir af god kvalitet.
  • Hvid kardus.
  • Flydende akvarel.
  • Barberskum.
  • Groft salt.
  • Farvet karton.
  • Sort karton.
  • Farvet papir.
  • Silkepapir.
  • Oliepasteller - Caran D' Ache.
  • Limstifter.

Normalt synes jeg ikke, at billedkunst er et fag, hvor man skal fremstille produkter, der har en funktion, men i denne sammenhæng har det været rigtig godt, og børn fra 0. til 6. årgang har alle kunnet deltage i processen og bidrage til et fælles projekt. 
I løbet af ugen blev der fremstillet og solgt så mange forskellige postkort, og det endte sandelig også med, at fik skabt en lille workshop, hvor andre på skolen kunne komme og lave deres eget postkort.

Hvis du har spørgsmål til billedprocesserne, er du meget velkommen til at skrive til mig på tatjanaknudsen@gmail.com, så vil jeg svare, så hurtigt jeg kan.

Små billedbøger i organisk format - lavet af 4., 5. og 6. årgang


Jeg har siden sommer og fem til efterårsferien haft et lille valghold i billedkunst. På holdet har vi arbejdet med små og enkle fortællinger, der er blevet omsat til udtryk i små billedbøger efter princippet "KEEP IT SIMPLE".

Det har været et sjovt lille forløb, hvor vi har haft fokus på flere ting blandt andet:
  • fortællinger kan have forskellige forløb, og der findes mange af dem i vores hverdag.
  • der skal være et samspil/en relation mellem nogen eller noget.

Og i forhold til materialer og teknikker har vi haft fokus på at:
  • arbejde med et alternativt format (Organiske form).
  • mikse konturtegninger med få farver og collage.

Læs gerne mere om min forberedelse til og mål for forløbet her: En fantasifuld billedbog i organisk format

Og så til det vigtige, nemlig børnenes bøger. Her kommer den første.







Og den anden.







Og den tredje







Og den fjerde








Og den femte






Og endelig den sjette.







Til slut vil jeg sige, at det er så vidunderligt at kunne så forskellige billedudtryk, selvom alle er blevet præsenteret for den samme opgave. Længe leve forskelligheden. 
kmvsparadise Proudly Powered by Blogger