Showing posts with label Rumlige billeder. Show all posts
Showing posts with label Rumlige billeder. Show all posts

Katte med personlighed - Lavet af 4. årgang

Min 4. årgang har haft katte på hjernen i et stykke tid. De har arbejdet hårdt, lært nye teknikker, og de har grinet en helt masse. Det har været en sand fornøjelse at lave katte sammen med dem, og endnu sjovere har det været at lytte til, når eleverne gav deres katte stemmer.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan jeg har planlagt aktiviteten, kan du læse om både processen og produktfremstillingen her: Når en kat får liv og personlighed.

Men her kommer det bedste, nemlig elevernes katte.

























Hvis du mangler flere idéer til et kattetema, kan du måske finde inspiration her: Katteliv, hvor jeg har haft fokus på collage, eller her: Stræk en hund eller en kat, hvor jeg har haft fokus på fantasi, mønstre og farvekontraster.

Når en kat får liv og personlighed.



De fleste børn kender til katte, og de kan mange gange lave små fortællinger om egne eller andre kattes adfærd. Denne aktivitet har jeg blandt andet fået inspiration til hos min billedskolekollega Maja Germundsson, som er tekstilkunstner og helt eminent til at kombinere hårde og bløde materialer på nye og interessante måder. 
Således har hun inspireret mig til at lave denne aktivitet, hvor jeg har brugt flere forskellige materialer - nye som gamle.

Aktiviteten har jeg kaldt: Når en kat får liv og personlighed.

Jeg har valgt denne titel, for der findes jo mange forskellige måder at være kat på, og efter et tjek i litteraturens og filmenes verden er der flere eksempler på levede "katteliv".

Om målene for aktiviteten

Denne gang er målene for aktiviteten, at eleverne:

  • kan fremstille rumlige konstruktioner.
  • har viden om sammenføjningsteknikker.  

Kort om processen før den konkrete billedfremstilling

Jeg starter med at tale med eleverne om deres kendskab til katte - både i det virkelige liv og i litteraturens og filmenes verden. Jeg vælger at tale om fortællingerne "Den bestøvlede kat", "Aja Dobbo" og "Garfield". Ligesom jeg også læser forskellige billedbøger højt for eleverne. Jeg viser klip fra filmen "Aristocats", og til sidst slutter jeg af med at vise animationsfilmen "Garfield". 

Og så er det ellers i gang med at fremstille katte.

Om fremstillingen trin for trin
  1. Klip ca. 1,30 m bonzaitråd af til hver elev.
  2. Form et katteskelet med hoved, ben, krop/ryg og hale.
  3. Giv hoved og krop fylde med aviser/staniol og gør det fast med malertape. Overvej hvilket liv og personlighed katten skal have.
  4. Klip lange stofstrimler og rul det op som et garnnøgle. Klip til to forskellige nøgler.
  5. Vind stof omkring katteskelettet. Brug gerne mere end en farve stof. Når der ikke er mere stof bliver enden fæstnet med varmlim. Brug derefter det næste nøgle. Sørg for at hele katteskelettet er dækket med stof.
  6. Klip ører og lim dem på katten med varmlim.
  7. Lav øjne med knapper og knurhår med garn.
  8. Gå til sidst ud i nærmiljøet og tag billeder af katten.
  9. Print billederne ud og udstil både billederne ok kattene på skolen.
  10. Afslut med en fælles billedsamtale, hvor man taler om kattenes personlighed.












Anvendte materialer
  • Bonzaitråd
  • Tang
  • Aviser
  • Staniol.
  • Malertape
  • Stof i alle kvaliteter.
  • Knapper - store og små.
  • Garn i flere farver.
  • Varmlimspistol.
Du kan se elevernes færdige katte i dette indlæg: Katte med personlighed - Lavet af 4. årgang.

Monsterhuse


For nogen tid siden lavede jeg et indlæg på min blog om monsterrelieffer. Da jeg var i gang med den proces, fik jeg endnu en idé, nemlig at lave monsterhuse. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lege lidt med tanken om store monstre og små huse. Idéen har jeg nu omsat til dette lille forløb.

Forløbet kalder jeg ganske enkelt "Monster(u)hyggelige huse".

Formålet med forløbet er, at eleverne får mulighed for at arbejde med en rumlig billedfremstilling samtidig med, at de bruger deres fantasi.

Mål for forøbet

Denne gang tager jeg afsæt i kompetencemålene, og derfor er målet med forløbet, at eleverne:
  • lærer at eksperimentere med og udtrykke sig i billeder med vægt på tematisering.

Kort om processen for fremstilling af monsterhuset
  1. Jeg finder to træklodser. En stor til selve huset og en lille til skorstenen. Når jeg har fundet ud af, hvordan min skorsten skal være, saver jeg den til, og jeg limer den på huset med varmlimspistol.
  2. Bagefter maler jeg hele huset med akrylmaling og lader det tørre.
  3. Jeg vil gerne have, at mit hus har striber, derfor fæstner jeg malertape på huset i en passende afstand. Når det er gjort maler jeg med en anden farve akrylmaling de steder, hvor der ikke er malertape. På den måde opstår striberne. Når malingen er håndtør, fjerner jeg malertapen.
  4. Så er det tid til at tegne mit monster op på mit hus. Det gør jeg med hvidt kridt. Kridt er god i den sammenhæng, da man let kan viske kridtstregen ud med vand.
  5. Herefter er det tid til at bygge mit monster op. Det første, jeg gør, er at lime øjnene (halverede styroporkugler) fast.  Dernæst bygger jeg kroppen op med papmachépulver, der er rørt op i vand. Jeg dækker også øjnene med papmaché. Tilsidst former jeg monstrets læber og tænder, og så er det bare tid til at monstret skal tørre.
  6. Når monstret er tørt, maler jeg det med akrylmaling. Kroppen øjne, krop og tænder får hver sin farve. Så er der bare tilbage, at monsterhuset skal tørre.
Den metode/teknik, jeg har brugt til fremstilling af mit monsterhus, er den samme, som jeg brugte, da jeg lavede monsterrelieffer. Du kan se processen trin for trin her: Forberedelse til et monstersejt relief

Her er billeder af det gule monster på det stribede hus.











Og her er billeder af det blå monster på det prikkede hus.












Anvendte materialer
  • Træklodser i forskellige størrelser - store og små. De store til selve huset og de små til skorstenen. Hvis man har affaldstræ kan det også bruges. Det kan også være en mulighed at spørge forældrene om træet.
  • Kridt. Hvid eller farvet alt afhængig af, hvilken farve bagggrunden er. 
  • Varmlimspistol.
  • Styroporkugler i to eller flere forskellige størrelser. Skal anvendes til øjne eller antenner.
  • Papmachépulver. Pulveret skal røres op med vand. Det kan gemmes i en lufttæt beholder i køleskabet.
  • Akrylmaling. Vær opmæksom på at farverne gul og grøn ikke har den bedste dækevne.
  • Malertape. 
  • Runde stempler til tryk. Enden på en almindelig blyant kan også bruges.


Jagten på trofæet


Ordet trofæ kender vi flere steder fra. Det er et symbol på en konkurrence, kamp eller krig man har vundet eller på en jagt, hvor man har nedlagt et stykke vildt. 

I Hinnerup forberedte min kollega Line Frøslev og jeg sommerbilledskole for en flok glade børn, der eksperimenterede med at lave anderledes og skæve trofæer. 
Det er en idé, som jeg med glæde gerne deler med mine elever i folkeskolen, og selvfølgelig  også jer derude i "internetland".

Formålet for forløbet
vejledning for faget billedkunst står der blandt andet, at arbejdet med skulptur giver eleverne rige muligheder for at eksperimentere med forskellige redskaber, lære forskellige teknikker og bruge hele sit kropslige erfaringspotentiale i en udforskning af betydninger og i en kreativ skabelse af nye former med nye betydninger.

I dette forløb får eleverne mulighed for at eksperimentere med at skabe et trofæ med en rumlig form i forholdsvis enkle materialer så som pap, avispapir, staniol, malertape, akrylmaling og diverse ting til "pynt". De får gennem den kreative proces mulighed for at skabe trofæer med nye betydninger og fortællinger. 

Målene er, at eleverne lærer at:
- opbygge et skelet til et trofæ.
- forme et trofæ ved at bygge det langsomt op af enkelt dele.
- skabe et kreativt trofæ med en implicit fortælling.

Den billedskabende proces - trin for trin

Jeg starter med at bygge trofæets skelet. Jeg tegner trofæets dele op på pap, og klipper det ud, bagefter fæstner jeg delene med malertape.









Næste skridt er at bygge formen op med avispapir og tape. Det sker i flere omgange.





Da mit trofæ er en snegl, fremstiller jeg også følehorn, øjne og mund. Det gør jeg med staniol og malertape. Til slut giver jeg hele trofæet et lag malertape for at overfladen får et ensartet udtryk.








Herefter er trofæet klar til at få et mere personligt udtryk og sin egen personlige fortælling og til sidst monterer jeg det på en trofæplade, der også har fået et udtryk, der passer til trofæet.


Mit trofæ kom til at hedde Ursula, og hun er nedlagt i min have. Inspirationen til Ursula fik jeg i virkeligheden fra de irriterende dræbersnegle, jeg fandt i min have.

Anvendte materialer
  • Pap
  • Malertape
  • Staniol
  • Akrylmaling
  • Poscatuscher
  • Collagepapir - alt kan bruges
  • Diverse ting til pynt - kun fantasien sætter grænser
  • Trofæplader udskåret i MDF-plade
  • Kontaktlim

Har I lyst til at læse mere om sommerbilledskolen, er i velkommen til at læse denne artikel: Den skal op at hænge som trofæ hjemme.

Natur på glas - lavet af børn fra Hinnerup Billedskole

Det bedste, ved at arbejde med børn i billedskoleregi, er, at man har mulighed for at eksperimentere med alle mulige og umulig billedudtryk.

Temaet, i forårets sæson i Hinnerup Billedskole, "mini og maksi"  har bragt mange sjove idéer på banen. Vi har tegnet monstre på post- it notes og forstørret legoklodser. 

Denne gang har vi malet på små krydderiglas, leget med dyr og menneskers størrelsesforhold, man kunne faktisk sige, at vi har hældt natur og mennesker på glas.

Se, hvordan børnene har grebet den opgave an. Jeg elsker de fortællinger, de små miljøer sætter igang.




































Anvendte materialer:
  • Små krydderiglas.
  • Selvhærdende ler.
  • Akrylmaling.
  • Silkepapir.

Nip-nap fugl det er cool.


Vi kender den alle sammen. Den lille nip-napper. Vi har foldet, vi har leget, vi har stillet gåder, og vi har brugt utrolig mange timer på den. 

Forleden dag foldede vi også nip-nappere i dansk i forbindelse med arbejde med ordklasser, og midt i den proces, så jeg en af pigerne lege fugl med sin nip-napper. Den oplevelse plantede sig i min hukommelse, og senere på dagen gav mig straks i kast med at skabe en lille cool nip-nap fugl. 

Fuglen er blevet til i et samspil mellem oplevelse og sansning og eksperimenterende billedarbejde og hold da op, hvor er det herligt, at det ikke altid er mål, der styrer den kreative proces.

Jeg har taget billeder af processen fra nip-napper til færdig fugl. I kan se dem herunder.



Jeg starter med at folde en helt klassisk nip-napper af et stykke farvet kvadratisk papir.

Hvis I har brug for en vejledning til foldningen, er det nemt at finde en videovejledning på YouTube ved blot af skrive "Nip napper" i søgefeltet.

Jeg folder min nip-napper ud igen og giver den øjne, øjenlåg, næb, halefjer og fjer på hovedet. Jeg giver den også prikker på kroppen og en snor til at hænge den op i. 



Bagefter vender jeg nip-napperen, så det kun er det ensfarvede papir, jeg kan se, og jeg folder alle fire hjørner ind mod midten. Præcis som jeg ville gøre det med en helt almindelig nip-napper. Til sidst giver jeg nip-napperen en tunge.



Herefter vender jeg jeg nip-napperen igen, så det kun er hale- og hovedfjer, jeg kan se. 


Så folder jeg igen de fire hjørner ind mod midten, og sikke et festfyrværkeri, der kommer ud af det.

Igen vender jeg nip-napperen og her dukker et herligt fugleansigt op.


Til sidst samler jeg nip-napperen til en fugl. En glad og cool nip-napperfugl.



God fornøjelse til jer, som også kunne have lyst til at gå i gang med en nip-napperfugl.
kmvsparadise Proudly Powered by Blogger