Bobbelmonster


Oktober er måneden, hvor mange amerikanske familier fejrer Halloween. I USA handler Halloween om, at de døde og overnaturlige kan gæste de levende. Selve fejringen sker den 31/10, og på selve dagen er børn og nogle voksne klædt ud som monstre, hekse, skeletter, vampyrer eller måske spøgelser, mens de går fra dør til dør og "truer" sig til slik med sætningen "Trick or Treat".

I Danmark er der mange, som sammenligner Halloween med Allehelgensdag, men virkeligheden er, at det er to forskellige ting. I Danmark fejrer vi Allehelgensdag den 1/11. Det er en dag, hvor man mindes troens forbilleder og de døde.

I dag er Halloween også blevet en del af den danske kultur. Personligt synes jeg, at det er interessant at arbejde med i billedkunst både for at gøre opmærksom på, hvad Halloween egentlig handler om, men også for at kunne oplyse om Allehelgensdag, som vi fejrer i Danmark, og bedst af alt er der så mange muligheder for at kunne skabe sjove, skæve og uhyggelige billedudtryk. Dette er samlet set grundene til, at jeg har lavet dette lille forløb med bobbelmonstre.

Om målene med forløbet.

Målene med forløbet er, at eleverne:
  • får viden om Halloween, som en del af den amerikanske kultur.
  • får viden om Allehelgensdag, som en del af den danske kultur.
  • får viden om forskellen mellem fejringen af Halloween og Allehelgensdag.
  • kan eksperimentere med og udtrykke sig i billeder med vægt på tematisering.
Min forberedelse af forløbet - fra billedproces til færdigt billedudtryk.

Jeg har besluttet mig for at lave bobbelmonstre, derfor starter jeg med at male cirkler i forskellige størrelser på sort eller hvid kardus. Jeg bruger helt almindelig akrylmaling til dette. Når jeg har malet cirklerne på papiret, laver jeg et aftryk af det ved at lægge et andet stykke papir oven på og trykke på det med let hånd. På den måde får jeg to aftryk, som skal udgøre kroppen af monstret. Når malingen er tør, klipper jeg "kroppen" ud.


Det næste er at lave øjne, mund og tænder, hår, arme og ben til bobbelmonstret. Det sker også i små trin, som vist herunder.

Først øjnene, som jeg tegner med blyant og markerer med sort sprittusch efterfølgende.



Dernæst til munden og tænderne, som jeg også først tegner med blyant, farvelægger med Caran D' Ache farver og markerer med sort sprittusch til sidst. Jeg tegner op med sprittusch på både for- og bagsiden, og som en sjov detalje tegner jeg også huller i tænderne.






Herefter er det tid til at lime delene på kroppen og give bobbelmonstret hår. Til håret har jeg valgt en komplementærkontrast til kroppens farve.


Til slut laver jeg ben til bobbelmonstret, men ingen arme. Til gengæld tegner jeg detaljer ved øjnene og på benene, og så er mit bobbelmonster færdigt.


Og et par andre finurlig bobbelmonstre fulgte efter.....



De materialer, jeg har brugt.
  • Sort og hvid kardus A4 format.
  • Akrylmaling i udvalgte farver.
  • Karton i udvalgte farver.
  • Sort sprittusch.
  • Caran D' Ache voks pasteller.
  • Farveblyanter eller tusch.

Det bliver spændende at se, hvordan eleverne får skabt deres bobbelmonstre.
Bobbelmonster @ kmvsparadise Proudly Powered by Blogger