Flydende akvarel - Kontraster, teknikker og kort.


For nylig havde vi emneuge på vores skole. Skolen blev omdannet til et lille minisamfund, hvor alle børn var opdelt i familier, arbejdede sammen i forskellige værksteder og solgte varer/serviceydelser fra værkstederne. Det hele foregik i aldersblandede grupper med børn fra 0. årgang til 6. årgang. En rigtig god og positiv oplevelse.

Jeg havde fornøjelsen at være "chef" for et billedkunstværksted. I værkstedet havde vi fokus  på brugen af flydende akvarel på flere forskellige måder samt fremstilling af postkort, som vi skulle sælge.

De billedkunstfaglige mål med forløbet var, at eleverne:

Færdigheds- og vidensmål efter 2. klasse.
  • fik viden om primær- og sekundærfarver.
  • fik viden om materialers (flydende akvarel + akvarelpapir) anvendelses- og udtryksmuligheder. 
  • fik viden om billeders opbygning og enkle fagord og begreber.
  • kunne tale om billeders opbygning.

Færdigheds- og vidensmål efter 5. klassetrin.
  • fik viden om lagdelt billedopbygning.
  • kunne fremstille billeder i flere lag.
  • fik viden om farvelære, herunder komplementærkontraster.

Til inspiration havde jeg fremstillet fire forskellige postkort. Hvert postkort blev fremstillet i flere lag og flydende akvarel blev anvendt på forskellige måder og på forskelligt papir.

Postkort 1 - Flydende akvarel dryppet på barberskum og klippet i cirkler.







Postkort 2 - Flydende akvarel malet "vådt i vådt",  strøget med groft salt og klippet i kvadrater.







Postkort 3 - Flydende akvarel malet på tykt akvarelpapir, strøget med salt og klippet i mosaikstykker.








Postkort 4 - Flydende akvarel malet oven på mønstre tegnet med oliepasteller.







Brugte materialer:
  • Akvarelpapir af god kvalitet.
  • Hvid kardus.
  • Flydende akvarel.
  • Barberskum.
  • Groft salt.
  • Farvet karton.
  • Sort karton.
  • Farvet papir.
  • Silkepapir.
  • Oliepasteller - Caran D' Ache.
  • Limstifter.

Normalt synes jeg ikke, at billedkunst er et fag, hvor man skal fremstille produkter, der har en funktion, men i denne sammenhæng har det været rigtig godt, og børn fra 0. til 6. årgang har alle kunnet deltage i processen og bidrage til et fælles projekt. 
I løbet af ugen blev der fremstillet og solgt så mange forskellige postkort, og det endte sandelig også med, at fik skabt en lille workshop, hvor andre på skolen kunne komme og lave deres eget postkort.

Hvis du har spørgsmål til billedprocesserne, er du meget velkommen til at skrive til mig på tatjanaknudsen@gmail.com, så vil jeg svare, så hurtigt jeg kan.