Showing posts with label Monstre. Show all posts
Showing posts with label Monstre. Show all posts

Monsterhuse


For nogen tid siden lavede jeg et indlæg på min blog om monsterrelieffer. Da jeg var i gang med den proces, fik jeg endnu en idé, nemlig at lave monsterhuse. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lege lidt med tanken om store monstre og små huse. Idéen har jeg nu omsat til dette lille forløb.

Forløbet kalder jeg ganske enkelt "Monster(u)hyggelige huse".

Formålet med forløbet er, at eleverne får mulighed for at arbejde med en rumlig billedfremstilling samtidig med, at de bruger deres fantasi.

Mål for forøbet

Denne gang tager jeg afsæt i kompetencemålene, og derfor er målet med forløbet, at eleverne:
  • lærer at eksperimentere med og udtrykke sig i billeder med vægt på tematisering.

Kort om processen for fremstilling af monsterhuset
  1. Jeg finder to træklodser. En stor til selve huset og en lille til skorstenen. Når jeg har fundet ud af, hvordan min skorsten skal være, saver jeg den til, og jeg limer den på huset med varmlimspistol.
  2. Bagefter maler jeg hele huset med akrylmaling og lader det tørre.
  3. Jeg vil gerne have, at mit hus har striber, derfor fæstner jeg malertape på huset i en passende afstand. Når det er gjort maler jeg med en anden farve akrylmaling de steder, hvor der ikke er malertape. På den måde opstår striberne. Når malingen er håndtør, fjerner jeg malertapen.
  4. Så er det tid til at tegne mit monster op på mit hus. Det gør jeg med hvidt kridt. Kridt er god i den sammenhæng, da man let kan viske kridtstregen ud med vand.
  5. Herefter er det tid til at bygge mit monster op. Det første, jeg gør, er at lime øjnene (halverede styroporkugler) fast.  Dernæst bygger jeg kroppen op med papmachépulver, der er rørt op i vand. Jeg dækker også øjnene med papmaché. Tilsidst former jeg monstrets læber og tænder, og så er det bare tid til at monstret skal tørre.
  6. Når monstret er tørt, maler jeg det med akrylmaling. Kroppen øjne, krop og tænder får hver sin farve. Så er der bare tilbage, at monsterhuset skal tørre.
Den metode/teknik, jeg har brugt til fremstilling af mit monsterhus, er den samme, som jeg brugte, da jeg lavede monsterrelieffer. Du kan se processen trin for trin her: Forberedelse til et monstersejt relief

Her er billeder af det gule monster på det stribede hus.











Og her er billeder af det blå monster på det prikkede hus.












Anvendte materialer
  • Træklodser i forskellige størrelser - store og små. De store til selve huset og de små til skorstenen. Hvis man har affaldstræ kan det også bruges. Det kan også være en mulighed at spørge forældrene om træet.
  • Kridt. Hvid eller farvet alt afhængig af, hvilken farve bagggrunden er. 
  • Varmlimspistol.
  • Styroporkugler i to eller flere forskellige størrelser. Skal anvendes til øjne eller antenner.
  • Papmachépulver. Pulveret skal røres op med vand. Det kan gemmes i en lufttæt beholder i køleskabet.
  • Akrylmaling. Vær opmæksom på at farverne gul og grøn ikke har den bedste dækevne.
  • Malertape. 
  • Runde stempler til tryk. Enden på en almindelig blyant kan også bruges.


Et monster sejt relief




Monstre er noget der på en gang fascinerer og skræmmer. Når man arbejder med temaet kan det lægge op til mange forskellige fortolkninger og billedfremstillinger. Der er jo ingen, der virkelig ved, hvordan et monster ser ud, vel?

Jeg har valgt at kalde forløbet: "Et monster sejt relief".

Formålet med forløbet er, at eleverne får mulighed for at bruge deres fantasi, forestillingsevne og kreativitet til at fremstille et rumligt billede med monstermotiv.

Før det praktiske arbejde med billedfremstillingen, viser jeg eleverne udvalgte billeder af relieffer, og vi vil i fællesskab drøfte, hvilke særlige kedetegn reliefferne har. Med andre ord vil vi undersøge, hvordan vi kan bestemme, at et relief reelt er et relief.

Bagefter skal eleverne i grupper gå på opdagelse i Aaron Butchers værker, og de skal lege billeddetektiver og undersøge, hvad Aaron Butchers billeder har til fælles.

Til slut samler vi op fælles i klassen, og så er vi klar til at gå i gang med at lave monster seje relieffer.

De konkrete færdigheds- og vidensmål er, at eleverne:
  • får viden om billedkulturens billedgenrer - herunder relieffer.
  • kan genrebestemme billeder - herunder de særlige kendetegn ved relieffer.
  • får viden om stilarter og formsprog - herunder de særlige kendetegn ved kunstneren Aaron Butchers værker.
  • får viden om farvelære - herunder brug af en farveklang i billedfremstillingen.
Idéer opstår sjældent af sig selv, vi lader os inspirere af hinanden, og det er en berigelse i sig selv. Inspirationen til mine monster seje relieffer har jeg denne gang fra kunstneren Aaron Butcher,  underviseren Cassie Stephens og min herlige kollega i billedskolen Line Frøslev

Min billedfremstilling - fra proces til færdigt relief

Jeg starter med at lave en baggrund på min MDF-plade. Jeg har valgt at bruge gammelt nodepapir. Jeg river nodepapiret i strimler, og limer det på pladen. Når det er tørt vender jeg pladen om og klipper det overskydende nodepapir af.


Herefter er det tid til at tegne mit monster op. Det gør jeg med almindelig tavlekridt. Jeg synes, det er sjovt at lege lidt med beskæring af motivet. Det giver et et helt andet udtryk. Jeg eksperimenterer også lidt med placeringen af øjnene.


Når jeg har fundet frem til mit monster motiv, er det tid til at modellere mit monster op med papmaché. Men før jeg modellerer, limer jeg øjnene fast på baggrunden.



Så er det tid til at male baggrunden det gør jeg med fluoreserende akrylmaling. Jeg har valgt farven pink. Bagefter maler jeg monstrets krop med en lækker grøn. Den grønne farve er en komplementærkontrast til pink.






Herefter er det tid til at male munden og tænderne. Det gør jeg med sort og hvid akrylmaling.



Når det er tørt, laver jeg skygger på kroppen og rundt om øjnene med en lidt mørkere grøn, og på tænderne bruger jeg en tynd lasur af grå maling. Til sidst tegner jeg pupillerne op.


Det sidste, jeg gør, er at at lave gule tryk på den pinke bagggrund. Jeg laver trykket med enden af en blyant.








Og her kommer endnu et monster sejt relief i en anden farveklang.






Anvendte materialer
  • MDF plade i målene 20cm * 25 cm.
  • Papir til baggrund - gavepapir, mønsterpapir, nodepapir eller gamle kort.
  • Lim - almindelig papirlim.
  • Kridt - hvid eller farvet alt afhængig af, hvilken farve baggrunden er.
  • Varmlimspistol.
  • Styroporkugler i to forskellige størrelser.
  • Papmaché pulver.
  • Akrylmaling - både almindelige farver og fluoreserende (neon) farver.
  • Lille rundt stempel til tryk - enden på en almindelig blyant kan benyttes.

"Monster cool" på vores school - Lavet af 3. årgang


Sidst i maj skulle vi på vores skole sige farvel til en af vores pædagoger. I min 3. klasse ville vi gerne lave en afskedsgave, som kunne minde ham om hans tid hos os. Det skulle både være en fælles og samtidig personlig gave. 

Vi legede lidt med sjove overskrifter, og vi talte os frem til, at overskriften

"Det er MONSTER COOL på vores SCHOOL", var sjov. 

Vi aftalte i fællesskab, at alle skulle lave et monster, tegne det op med sprittusch, farvelægge det med flydende akvarel og til sidst tilføje en lille personlig hilsen på farvet papir. Men da det skulle være en gave, som skulle afleveres, blev børnene pludselig meget selvkritiske. Det løste vi også, for jeg bestemte, at alle monstre skulle tegnes med den modsatte hånd af skrivehånden, og alle var med på den idé. 
Herefter skulle alle tegningerne samles til en bog, som klassen så kunne aflevere sammen. På den måde ville det både være en personlig men også fælles gave.

Og hvis man skuer lidt til formålet for faget billedkunst, hænger det her lille projekt meget godt sammen. Der står nemlig i fomålet blandt andet, at:

"....eleverne ved at producere (....) billeder bliver i stand til at (....) bruge (....) billedsprog som kommunikations- og udtryksmiddel."

Og hold da op jeg må sige, at det blev et lille succesprojekt, for der dukkede bare så mange søde, sjove, forunderlige, underlige, farverige og fjollede monstre op. Se bare her!































Og her kan I se et par eksempler på, hvordan siderne i bogen kom til at se ud.






Flydende akvarel og tegning med modsatte hånd af skrivehånden virker hver gang. Jeg kan stærkt anbefale det. Men bedst er det, at børnene bliver så stolte.

Flere post-it tegninger - lavet af børn fra Hinnerup Billedskole


I Hinnerup billedskole har vi fordybet os i John Kenn Mortensens post- it tegninger. Børnene har været så optaget, at de næsten ikke kunne stoppe igen. Det var ikke nok at lave MAKSI post-it tegningernede måtte også lave små tegninger, hvilket de også lykkedes ret godt med. 

Tjek bare deres scarry tegninger herunder!



































kmvsparadise Proudly Powered by Blogger